Regulativ for brug af Tønder Kirkegårdskapel
Tønder Kirkegårdskapel ejes af Tønder Sogn. Begravelser og bisættelser i Tønder Sogn finder sted i Tønder Kirkegårdskapel og i Kristkirken.
 
Alle der bor i sognet har, uanset om de er medlem af folkekirken eller ej, ret til at benytte kapellet, fordi det ikke er indviet som kirke (se ?Kirkegården: En begravelsesplads for alle? som er udgivet af Kirkeministeriet i 1996). Begravelsen/bisættelsen kan ske som en kirkelig eller en borgerlig handling.
 
Tønder Menighedsråd fastlægger såvel regler for betaling af leje af kapellet til borgerlige begravelser/bisættelser som fastlæggelse af regler for brug af Tønder Kirkegårdskapel ved både kirkelige og borgerlige begravelser/bisættelser.
 
Ved kirkelige begravelser/bisættelser er det den forrettende præst, der er ansvarlig for handlingens gennemførelse. Ved borgerlige begravelser/bisættelser skal en oversigt over handlingens forløb forelægges for kirkegårdslederen eller dennes stedfortræder. I tvivlstilfælde skal handlingens forløb forelægges Kirkegårdsudvalget til afgørelse.
 
Begravelses/bisættelseshandlinger kan også foregå i sidekapellet. De foregår da efter samme regulativ.
 
En sidste afsked
Familier, der ønsker at se den afdøde en sidste gang, har mulighed for dette i sidekapellet. Det er et rum uden vinduer, hvilket betyder at ?en sidste afsked? kan ske uden at uvedkommende forstyrrer dette. I kapellet er der vinduer til jorden, hvorfor dette rum ikke er egnet.
 
Begravelseshandlingen foregår
 
            Hverdage                    1100 og 1330
            Lørdage                      1100
 
Kisten skal være i kapelsalen, senest en time inden handlingen begynder.
 
 
Regler for brug af kapellet
Reglerne gælder for enhver begravelse/ bisættelse.
 
Ved borgerlige begravelser/bisættelsens skal forløbet respektere rummets særlige karakter.
 
Inventaret eller dele heraf må ikke tildækkes eller ændres, f. eks. ved en anden stoleopsætning.
 
Blomsterhilsener arrangeres så de danner en smuk ramme om begravelsen/bisættelsen. De placeres alene af kapelbetjeningen ud fra følgende retningslinier.
 
Nærmest kisten lægges kransene, efterfulgt af tætbundne hjerter og lignende. Derefter placeres dekorationerne og efterfølgende bårebuketterne. I hver gruppe placeres elementerne med bånd først, og naturligvis med familiens først, når det er muligt at identificere disse. Blomster, der kommer umiddelbart før begravelsen/bisættelsen, forsøges også placeret som ovenfor beskrevet.
 
Kapellet åbnes 45 minutter inden begravelsen/bisættelsen begynder.
 
Ved afvigelser, for eksempel når det er nødvendigt at flytte stole, fordi der kommer personer med handicap, sker dette på anvisning fra kapelbetjeningen.
 
Flagning
Der flages på halv ved kirkelige begravelser/bisættelser. Når bedeslagene har lydt hejses flaget på hel.
Ved borgerlige begravelser/bisættelser hejses flaget på hel, når handlingen er afsluttet.
Flaget tages ned ved arbejdstids ophør.
 
Ringning
I forbindelse med begravelser/bisættelser ringes der efter følgende regler.
 
            Begravelser
            Der ringes 5 minutter inden handlingen begynder.
Der ringes fra det tidspunkt kisten bæres ud af kapelsalen til den er sænket ned i graven.
Ved begravelser fra Kristkirken ringes, når følget nærmer sig kirkegården.
Efter jordpåkastelsen og den efterfølgende bøn og velsignelse lyder bedeslagene.
 
            Bisættelser
            Der ringes 5 minutter inden handlingen begynder.
Der ringes fra det tidspunkt kisten bæres ud af kapelsalen til rustvognen holder i udkørslen.
Når rustvognen forlader udkørslen fra kirkegården lyder bedeslagene.
Bliver kisten stående i kapellet, lyder bedeslagene efter jordpåkastelsen og den efterfølgende bøn og velsignelse.
 
Eventuel afvigelse fra ovenstående aftales altid mellem præsten og kapelbetjeningen.
 
FanerEventuel fanevagt ved begravelsen/bisættelsen aftales forud med præsten.
 
Bedemand
Ønsker bedemanden at opholde sig i foyeren forud for begravelsen/bisættelsen, sker det diskret på afstand af passagen ind til kapelsalen. Ønsker kapelbetjeningen kortvarig hjælp ved stor tilstrømning, kan kapelbetjeningen bede om det.
 
Kommer der flere fra samme bedemandsforretning sætter den/de ekstra personer sig straks ind på plads i kapellet.
 
Såfremt bedemanden ikke overholder ovenstående, er det pålagt kapelbetjeningen at anvise vedkommende en plads i kapelsalen.
 
Afvigelse
Er der ønsker om afvigelser fra regulativet, forhandles ved kirkelige begravelser/bisættelser dette af de pårørende med den forrettende præst, og for borgerlige begravelser/bisættelser med kirkegårdslederen eller dennes stedfortræder.
 
 
Vedtaget af Tønder Menighedsråd den. 10. januar 2011
Bent Tygesen
Formand