Den nuværende kirkegård i Tønder afløste i 1814 den hidtidige kirkegård, der lå rundt om Kristkirken. Flytningen af kirkegården er en følge af oplysningstidens forståelse for betydningen af hygiejne indenfor lægevidenskaben. Det blev erkendt, at kirkegårdene spillede en væsentlig rolle som smittekilde til de store sygdomsepidemier, der havde plaget bysamfundene siden middelalderen. Denne nye viden medførte, at lovgivningen påbød byerne at nedlægge de eksisterende kirkegårde i bymidten og erstatte dem med assistentskirkegårde.
 
Planlægningen af de nye assistentskirkegårde blev præget af oplysningstidens opbrud og den begyndende opfattelse af, hvor nødvendig religionstolerance var for at stabilisere staterne. Et menneskesyn, der med indflydelse fra et voksende borgerskab, opfatter mennesker som ligeværdige, vandt frem. I Tyskland, hvor udviklingen inden for kirkegårdene var centreret i Sachsen-Anhalt, skabtes der med baggrund i romantikkens parkkultur en kirkegård i Dessau, som gennem den tætte kontakt mellem Danmark og Tyskland kom til at præge udviklingen i Danmark og dermed også i Tønder
 
Udvikling af kirkegården
Den kirkegård, der møder os i dag, når man går rundt på Tønder Kirkegård, er ikke et fredet sted, men et resultat af en udvikling, der gennem hele kirkegårdens levetid, er sket i samklang med samfundets udvikling. Udviklingen af kirkegården kan inddeles i 3 perioder:
 
Den første periode dækker de første ca. 100 år af kirkegårdens liv, hvor gravstederne var placeret tæt og delvis uorganiserede. I denne periode var det op til de pårørende selv at passe gravstederne, ligesom de selv skulle stå for gravningen af gravene. I den danske lovgivning blev det først tilladt kirkegårdsadministrationerne at udføre og tage sig betalt for dette arbejde ved kirkelovene i 1922.
Den anden periode blev præget af industrialiseringen, hvor der blev bragt orden på kirkegården, og den blev langsomt omlagt med brede gange og gravstederne placeret på linie. Den planlægning er meget tydelig på den gamle kirkegård, hvor omlægningen først blev afsluttet i 1989.
 
Sideløbende blev den nye kirkegård anlagt i 1918 ud fra tegninger af en tysk landskabsarkitekt. Formen er typisk for den tyske tradition fra første halvdel af 1900 tallet. Her er de traditionelle liniegravsteder blandet med gravsteder placeret i mere parklignende områder. Formsproget kan genfindes i verdens største parkkirkegård Ohlsdorf ved Hamborg, der er fra 1921.
 
Den tredje periode er fra slutningen af 1970erne, hvor de første kollektive anlæg blev anlagt i form af urnenedsættelser og kistebegravelser i græsplæner. I samme periode blev der anlagt to anlæg til urnebegravelser, hvor gravstedets udtryk er individuelt, svarende til de traditionelle kistegravsteder, omend de er mindre.
 
Udviklingen mod flere fælles anlæg er fortsat gennem de senere år, hvor de nyetablerede anlæg følger tidens trend, og deres udtryk er blevet mere naturpræget. Det ses i afdelingerne, hvor urnenedsættelserne sker i en bevoksning af vinca og i et skovmiljø med bøgetræer. Denne mere naturprægede tendens vil også i de kommende år præge udviklingen af kirkegården, ikke kun for de enkelte anlæg, men også for kirkegårdens overordnede udtryk.
 
Jubilæums bogen 
Tønder Kirkegård
En kirkegård ved grænsen
Kan købes på kirkegården eller på kirkekontoret for 150 kr.